Design- og møbeltendenser for 2024

Efter en velfortjent sommerferie er vi tilbage og klar til at kigge på de mest fremtrædende tendenser inden for design og møbler, som vi så på dette års designfestival 3 Days of Design, der fyldte København med inspirerende og fremadskuende talks, udstillinger og events med hovedtemaet ‘Dare to dream’. Hos KEEPR har vi kigget på de spændende udviklinger inden for designmøbler, hvor nøgleordene er personlighed og bevidsthed, som tydeligt afspejles i indretningsverdenen. Læs med her og bliv inspireret til at indrette dit hjem og upcycle dine møbler med disse spændende tendenser, som mere end nogensinde før giver anledning til at mixe stilarter uden at de skal matche og lade dine kreative udfoldelser få frit spil.

 

 

1. Metal, krom og stål

En af de mest markante tendenser der blev vist på 3 days of design i år er brugen af skinnende stål, krom og metalliske overflader. Mens messing tidligere har været et populært materiale, ser vi nu en bevægelse mod de køligere, mere industrielle metaller. Disse materialer tilføjer en moderne og elegant touch til hjemmet og skaber en følelse af rene linjer. En af de gode ting ved stål er, at det har været populært før og kan derfor let findes brugt. Det er også let selv at spraymale en gammel lampe sølv, så den får et skinnede look. 

2. Taktilitet og tekstiler i farverige kombinationer

Vi lever i en digital tidsalder, hvor skærme dominerer vores hverdag. Vi længes derfor mere end nogensinde før efter fysiske genstande, der vækker vores sanser. Dette afspejler sig i en øget fokus på taktilitet gennem brugen af forskellige bløde og komfortable tekstiler. Farverige tekstilkombinationer inviterer til at røre og føle, og de skaber en varm og indbydende atmosfære i ethvert rum i hjemmet. Fra bløde velourpuder til grove uldtæpper, er det tid til at lade tekstilerne spille hovedrollen i hjemmet og aktivere sanserne. Så find de bløde tæpper og puder frem eller overvej, om du skal købe en brugt farverig lænestol til din stue.

 

3. Farver og geometriske mønstre

Vovede, energiske og håbefulde farver dominerer årets designbillede inden møbler og interiør. Disse farver bringer liv og energi ind i rummet, og når de kombineres med geometriske mønstre, skabes der en legende og kunstnerisk dimension, som også fyldte til 3 days of design. Skab derfor en basislinje af neutrale nuancer, som giver en perfekt baggrund og tilføj farverige møbler og interiør, hvilket skaber den helt rette kontrast og dynamik. Fremtidens retroindretning bliver fyldt med dristige farvevalg og geometriske former, så lad din kreative intuition dominerer og vær ikke bange for, at blande stilarter og find de møbler frem, som måske har ventet på tendensen om, at mixe stilarter uden at det skal matche.

 

4. Cirkularitet

Bæredygtighed er ikke længere et valg i 2024, men en nødvendighed. Cirkularitet i design omfavner, at vi skal tænke genbrug og genanvendelse ind i vores indretningsvalg. Det handler om at vælge møbler med lang levetid, der kan tilpasses nye tendenser, og at prioritere tidløse produkter, som kan bruges i forskellige sammenhænge over mange år. Ved at tænke cirkulært bidrager du til en grønnere fremtid, hvor ressourcerne udnyttes optimalt.

Glem derfor alt om at få hver eneste detalje til at matche. Fremtidens indretning handler om at mixe forskellige elementer og stilarter for at skabe en unik og personlig stil. Årets tendenser opfordrer dig til at være kreativ og eksperimentere med at kombinere årtier og kulturer. Lad din kreativitet få frit spil og skab et hjem, der virkelig afspejler din personlighed. Uanset om du er til de kølige, industrielle metaller, taktile tekstiler, dristige farver eller bæredygtige valg, er der noget for enhver smag.

 

 

Vi håber, at disse tendenser inspirerer dig til at skabe en indretning, der nemt kan tilpasses nye tendenser og hvor du udnytter dine allerede eksisterende møbler med upcycling og DIY i mente.